23948sdkhjf

Harboes indtjening under pres

2012/13 blev udfordrende for bryggerikoncernen, hvor flere begivenheder og løbende investeringer belastede indtjeningen.
Harboes nettoomsætning faldt i regnskabsåret med 4,7 % til 1.344 mio. kr., mens afsætningen faldt med 12 % til 5,74 mio. hl. Resultat før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) blev 90,9 mio. kr., mens koncernresultatet før skat blev på 4,1 mio. kr.

Harboes egne forventninger lød på et EBITDA-overskud på 110 mio. kr. og et resultat før skat på 20 mio. kr., men de blev således ikke indfriet.

- Mulighederne for at realisere vores forretningsmæssige mål og resultater i 2012/2013 var begrænset af en ubehagelig kombination af vanskelige markedsforhold, stigende inputpriser, trist sommervejr og fejl på en dåseemballage, der samlet resulterede i både faldende omsætning og indtjening, udtaler adm. direktør Bernd Griese som tillæg til regnskabsrapporten.

Prispres og strategisk vækst
Priserne er under stadig pres fra detailhandlen, især på de nordeuropæiske markeder, hvor priserne bliver stadig mere afgørende i konkurrencen. Det er en tendens, der ikke bare påvirker Harboe, men kan aflæses i hele fødevareindustrien og bryggerikoncernen har ikke forventninger til, dette pres bliver mindre fremadrettet.

- Vi skal optimere og udnytte den værdi vores produkter og varemærker har for vores kunder. Og vi skal fortsætte positioneringen af Harboe som indbegrebet af attraktive kvalitetsprodukter, der imødekommer en reel efterspørgsel. På den korte bane vil det betyde, at det bliver udfordrende at opnå den vækst og øgede indtjening, som vi grundlæggende sigter efter. Men på sigt er det en mere bæredygtig strategi, at vi skaber værdi i forretningen og dermed får konsolideret fundamentet for fortsat udvikling og fornyelse, skriver Harboes.

Det leder videre til, at Harboes fremadrettet satser på at fortsætte investeringerne i den videre styrkelse af disse aktiviteter. Også selvom det i 2012/13 resulterede i store omkostninger på bundlinjen. Bryggeriet håber dette kan medvirke til positive finansielle resultater i løbet af tre til fem år.

International ekspansion fortsætter
Årets investeringer i at opbygge en effektiv international salgsorganisation har i det forgangne år bidraget til pæn vækst.

- Interessen for vores produkter er stor, og vores fokus på markeder, hvor efterspørgslen på drikkevarer er i høj vækst, skaber grundlag for en fortsat attraktiv udvikling af forretningen. Investering i opbygningen af de nye markeder og betydelige bidrag til markedsføring belaster indtjeningen i de første år, men i takt med at vi opnår kritisk masse på de enkelte markeder, kan vi se, at resultaterne begynder at manifestere sig på bundlinjen, oplyser Haboes.

Ingredienser på vej mod kommercielt gennembrud
På udviklingssiden har Harboes nu flere interessante ingrediensprodukter i pipelinen.

- Vi arbejder fortsat målrettet på at etablere det egentlige kommercielle gennembrud for ingrediensforretningen, men vi forventer, at vi i løbet af den kommende femårs strategiperiode vil se en gradvist øget afsætning og attraktiv indtjening fra disse aktiviteter, skriver Griese.

Nye samarbejdsprojekter med internationale drikkevareproducenter og generel stor interesse for Harboes produkter på de internationale fødevaremesser og løbende ordretilgang bidrager til, at forventningerne til fremtiden er positiv.

Forventer ny vækst og ny styrke
- Bag de utilfredsstillende resultater kan vi dog glæde os over, at vi oplever en betydelig anerkendelse af vores produkter og varemærker i de nordeuropæiske lande – en væsentlig forudsætning for, at vi kan fastholde vores solide position på disse vigtige hovedmarkeder i de kommende år. Samtidig har vi fastholdt fokus på den strategiske udvikling af vores forretning med fortsat styrkelse af den internationale platform uden for Nordeuropa og vigtige skridt videre mod et kommercielt gennembrud for vores aktiviteter med nye ingredienser baseret på maltekstrakt. Den positive fremdrift understøtter vores ambition om, at disse fokusområder vil skabe grundlag for ny vækst og styrket indtjening over de kommende år, afslutter direktøren.

Koncernen forventer, at alle forretningsområder vil bidrage til en positiv udvikling i koncernens omsætning i 2013/2014, således der sker en samlet omsætningsvækst ligesom der forventes et forbedret resultat.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093